Foreløbigt Zervion-logo - vend snart tilbage :-)


Hvad er Zervion?

Zervion er en server målrettet til virksomheder, der vil have deres hjemmesider og e-mail kørende "hjemmefra" i stedet for at betale for et webhotel.

De fleste virksomheder har idag en ADSL-linie eller lignende, der er kraftig nok til at kunne bruges til virksomhedens hjemmesider og e-mail samtidigt med det, den ellers bruges til. Ved at anskaffe en Zervion og sætte den på ADSL-linien, slipper man af med den løbende udgift til et webhotel og overtager selv funktionen – styret af en Zervion, der i praksis kan passe sig selv.

Kernen i Zervion er en lille PC, hvorpå vi har installeret det kendte styresystem Linux sammen med en masse af internettets mest gennemprøvede og udbredte serverprogrammer, og efterfølgende tilpasset det hele til det formål, maskinen skal opfylde, nemlig en brugervenlig, vedligeholdelsesfri og fremfor alt stabil server, du kan sætte over ved siden af ADSL-stikket og glemme.

En Zervion er sammensat til ét formål, og er derfor fra starten optimeret og tilpasset sin rolle som server, og vi har selvfølgelig sørget for, at de centrale funktioner kan styres på dansk uden kendskab til teknikken.

For at gøre det ekstra let, kan vi sørge for at din Zervion kommer til at køre som den skal, så du helt slipper for at gøre noget selv.

 

Ingen bekymringer?

Zervion kommer med tre måneders telefonsupport, som du med høj sandsynlighed ikke får brug for – der er ikke noget at være i tvivl om, ganske enkelt.

Ligesom med alle andre systemer kan der i fremtiden vise sig at være sikkerhedshuller med Zervion, der gør det til en god idé at opdatere et eller flere af programmerne på den. Når det sker, kan vi påtage os at lukke hullerne for dig, så du slipper for at bekymre dig. Det sker med et billigt serviceabonnement, der ligesom telefonsupporten er gratis de første tre måneder.

 

Ingen spam?

De fleste e-mail-brugere kender til SPAM – uopfordrede e-mails med reklame for alt fra universitetsdiplomer til viagra. SPAM tager tid og forstyrrer, fordi man som modtager er tvunget til at forholde sig til det – og det bliver ikke mindre irriterende af, at det sjældent er reklamer for noget, vi overhovedet kan bruge her i landet. Zervion kan undersøge dine e-mails for bestemte ord og sætninger, der typsik optræder i SPAM, og på forhånd markere dem for dig, så du sparer tid hver gang du læser mail.

 

Ingen virus?

Hvis du vil, kan Zervion sættes til at benytte et af de mange antivirusprogrammer, der findes på markedet, til at undersøge dine e-mails for virus. Det er, ganske ligesom en virusscanner i sig selv, ingen 100% garanti, men det kan være en stor forbedring af sikkerheden ikke desto mindre. Undersøgelser peger på, at mange IT-nedbrud skyldes ansatte, der uden at vide det modtager e-mails med virus og aktiverer dem. Hvis du sætter din Zervion til at undersøge alle e-mails for virus på forhånd, har du mindsket risikoen for din virksomhed en hel del.

 

Ingen hackere?

Zervion har indbygget en firewall, der kan justeres efter dine behov. En firewall har til formål at forhindre uønsket indtrængen på virksomhedens netværk udefra – det har altså intet med f.eks. virus at gøre, men hjælper med at forhindre en hacker i at udspionere og/eller ødelægge dine data, samtidigt med at den kan give dine medarbejdere uhindret adgang til de ting, de har brug for på internettet.

 

Ingen hjemme?

Zervion kan sættes til at give dine medarbejdere adgang til dit firmanetværk fra deres hjemmearbejdspladser gennem en såkaldt VPN-tunnel. Det betyder, at dine medarbejdere hjemmefra kalder op til deres egen internetforbindelse, og derefter med et specielt system kobler sig på virksomhedens Zervion med brugernavn og adgangskode, hvorefter de kan arbejde som om de sad direkte på virksomhedens netværk.

 

Ingen anelse?

Vi har sørget for at gøre Zervion så let at bruge som muligt. Vi har i mange år beskæftiget os med internettet og med de programmer, der ligger på en Zervion, så vi ved af erfaring, hvor både problemerne og behovene er, og hvad de går ud på. Vi ser det som vores opgave at have løst problemerne på forhånd, så du kun skal tænke på, hvad du skal have på din hjemmeside. Vi har lavet en overskuelig dansk administrationsbrugerflade til de få ting, du har brug for at kunne indstille. Så er der ikke noget at være i tvivl om.

 

Ingen afhængighed?

Zervion kører på "open source"-software. Det er en detalje, du kan vælge at ignorere fuldstændigt, men det giver dig den fordel, at du til enhver tid kan vælge en anden leverandør – Zervion benytter sig kun af åbne standarder og anerkendte programmer, der kendes af tusindvis af IT-folk.

 

Ingen problemer?

Hvis navne som Linux, Apache og PHP ikke siger dig noget, kan vi lade det være sagt med, at disse systemer, der arbejder "under motorhjelmen" på en Zervion, er blandt internettets mest anvendte og velrenommerede serverprogrammer.

 

Ingen begrænsning?

Denne side fortæller om de mest benyttede funktioner, men Zervion kan meget mere. Måske har du brug for det, måske ikke. Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte os, så vi sammen kan finde ud af, om Zervion opfylder netop dit behov. Måske har du et behov, der ikke er opfyldt, men som vi vælger at tilføje, fordi vi synes, andre kan have brug for det samme...

 

Ingen billigere?

Vi har valgt at lave én Zervion-model, der kan justeres på de områder, den skal kunne justeres på, fremfor at tilpasse hver eneste af dem fra bunden. Det holder prisen nede, fordi det ikke tager så lang tid at lave hver enkelt – og dermed ved du som kunde på forhånd, hvad det koster.

Faktisk kan du få de samme muligheder andre steder, også til færre penge. Zervion kører nemlig på Linux, der kan fås helt gratis. Men fordi mange tror på, at man får hvad man betaler for, har vi valgt at tage en pris, der også sætter os i stand til at give det, du som kunde forventer – også selvom du kan tage din Zervion under armen og få hjælp andre steder, hvis du vil.

 

Pris: 8.990 kroner ex. moms og levering.

 

Forudsætninger

  • ADSL eller lignende med fast IP-adresse. 512 kBit/s "ud" anbefales.
  • En hjemmeside lavet i "ren HTML" eller PHP.
  • Et domænenavn (som "ditnavn.dk" i adressen "www.ditnavn.dk"), der kan sættes til at henvise til din Zervion.

Vi kan selvfølgelig hjælpe dig med forudsætningerne, hvis du ikke selv har tid til det.

 

Forhandling

Zervion produceres og forhandles af

A.H. Computing
Havneparken 2
7100 Vejle
Telefon 7553 5051 / 4081 5753


Zervion har tre ugers leveringstid og 2 års reklamationsret.
Ret til ændringer forbeholdes. Alle angivelser er med forbehold for leverandørsvigt, pludselige kursændringer og force majeure.


Forhandlerforespørgsler velkomne: Kontakt Allan Høiberg på ovenstående nummer eller zervioninfoahc.dk.